En 52-årig mand fremstilles søndag i grundlovsforhør i forbindelse med et dødsfald, der skete lørdag.
Her meldte Fyns Politi ud, at det undersøgte et mistænkeligt dødsfald i Åparken i Nyborg. Det er en 52-årig kvinde, der er omkommet, og søndag formiddag skal hun ifølge politiet obduceres for at fastlægge dødsårsagen.
Det er endnu uvist, hvad manden sigtes for. Grundlovsforhøret skyldes ifølge politiet, at “der er så mange uklare omstændigheder”.
Det har ikke været muligt for politiet at afhøre den anholdte mand endnu. Hvordan det kan være, ønsker vagtchefen ved Fyns Politi ikke at oplyse.
Politiet ønsker heller ikke at oplyse, hvordan de to personer formodes at kende hinanden. Det skyldes hensynet til den videre efterforskning, oplyser politiet på Twitter.
/ritzau/