Efter uro ved flere demonstrationer, foregår Rasmus Paludans demonstration onsdag eftermiddag i Hellerup roligt.
Omkranset af politibetjente, journalister og kameraer demonstrerer Rasmus Paludan foran Gammel Hellerup Gymnasium i Nordsjælland.
Demonstrationen begyndte klokken 17. Omkring klokken 18 er den forsat i gang, og der har ikke været uro.
Foruden journalister og politifolk er flere mødt op for at konfrontere Paludan og diskutere med ham. Flere råber desuden efter ham, men der er ingen optøjer.
Paludan selv italesætter også selv ved demonstrationen, at han oplever, at der ikke er uro ved demonstrationen, som der har været tidligere.
Paludan er stifter af det yderst islamkritiske parti Stram Kurs og tidligere dømt for racisme. Han har som vanligt taget en koran med til demonstrationen, som han kaster med sammen med en meddemonstrant.
Tirsdag demonstrerede han også i Nordsjælland – på hjørnet af Nybrovej og Bagsværdvej i Lyngby. Da endte det med, at tre personer blev anholdt.
En gruppe af unge, hvoraf flere var maskerede, kastede da med fyrværkeri og råbte i nærheden af området, hvor der blev demonstreret.
Paludan har fået midlertidige forbud mod at demonstrere i både Københavns politikreds og Vestegnens politikreds. Hos Københavns Politi gælder forbuddet til efter påske, mens det foreløbigt gælder til torsdag på den københavnske Vestegn.
/ritzau/