Arkivfoto
Når en række af de flygtninge og migranter, der i disse dage kommer til Danmark, helst ikke vil registreres af politiet, skyldes det blandt andet den såkaldte Dublin-forordning.
Den siger, at migranterne som hovedregel skal have behandlet deres eventuelle asylsag i det første EU-land, de kommer ind i.
Og da nogle af migranterne hellere vil søge asyl i Sverige frem for Danmark, gør de alt for at nå til Sverige uden at blive registreret som asylansøgere her i landet.
Læs her, hvad forordningen går ud på:
* Dublin-forordningen – eller Dublin II-forordningen – skal sikre, at en asylansøgning kun behandles af ét land, og at man hurtigst muligt finder frem til, hvilket land der er ansvarlig for proceduren.
Dermed forsøger man at undgå misbrug af asylsystemet, og at asylansøgerne sendes fra land til land.
* Alle EU-lande samt Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein har tiltrådt forordningen, som trådte i kraft i 2003 og erstattede Dublin-konventionen fra 1990.
* Der er opstillet en række kriterier, der afgør, hvilken stat der er ansvarlig for asylbehandlingen. De ser i prioriteret rækkefølge sådan her ud:
– Det land, hvor ansøgerens nærmeste familie opholder sig.
– Det land, der har udstedt en opholdstilladelse eller et visum til ansøgeren.
– Den første medlemsstat, som ansøgeren ulovligt er indrejst i.
– Det land, hvor ansøgeren først har søgt om asyl.
* Hvis det ud fra disse kriterier ikke er muligt at bestemme en ansvarlig medlemsstat, er det den første medlemsstat, som ansøgningen er indgivet i, der er ansvarlig for behandlingen.
* Alle lande i Dublin-forordningen kan på begæring af et af de andre lande acceptere at behandle en asylansøgning af eksempelvis humanitære grunde.
* Det historisk store antal migranter i Europa har til en vis grad sat Dublin-forordningen ud af kraft, da EU’s grænselande mod syd oplever et stort pres på deres asylsystem.
Kilder: EU-Kommissionen og nyidanmark.dk
/ritzau/
