Flygtninge på Rødby station søndag aften. Video lavet af fotos.
I løbet af søndag eftermiddag og aften er flygtninge søgt ind over grænsen ved Rødby.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Af tre omgange er der søndag eftermiddag og aften ankommet flygtningegrupper med internationale tog til Rødby. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi havde klokken 17 registreret ca. 75 flygtninge. Klokken 18 kom endnu ca. 100 flygtninge ind med færgen. Imidlertid opstod der på dette tidspunkt tumult, og en del af dem løb væk fra området.
En eftersøgning blev sat i gang, og forholdsvis hurtigt fik politiet kontakt til langt de fleste af de flygtninge, der var løbet fra Rødby station. Bl.a. gennem dialog fik betjentene igen samling på personerne.
Senere på aftenen klokken ca. 20.30 kørte endnu et tog ind på Rødby station med ca. 100 flygtninge.
De fleste af flygtningene kommer fra Syrien og Irak. En stor del af flygtningene er nu blevet indkvarteret på hoteller i området.
Der arbejdes i skrivende stund på at få registreret de sidste. Registreringen er foregået helt udramatisk og i god ro og orden.