Politiet har anholdt unge i Albertslund

En gruppe unge er mandag eftermiddag blevet anholdt af politiet i et område i Albertslund, hvor den omstridte Rasmus Paludan har bebudet en demonstration.

Det rapporterer Ritzaus udsendte på stedet lidt efter klokken 16. I Københavns Vestegns Politi har man ikke umiddelbart kommentarer til indgrebet.

Rasmus Paludan, der har stiftet partiet Stram Kurs, har annonceret en demonstration i Albertslund i nærheden af bopælen for en aktivist i gruppen Black Lives Matter.

Samtidig har Black Lives Matter og en anden gruppe anmeldt demonstrationer. Ved det førstnævnte arrangement ses nogle hundrede personer.

Et stort antal kampklædte betjente er rykket ud til området. I hvert fald 100 betjente ses i området ved Egelundskolen.

/ritzau/