23-årig fængsles for at køre ind i gruppe foran bar


Arkivfoto


Fire uger skal en 23-årig nordjyde foreløbig tilbringe bag lås og slå, efter at han natten til søndag påkørte en gruppe mennesker foran restaurationen Murerens Bar i Svenstrup syd for Aalborg.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Grundlovsforhøret af den 23-årige blev holdt for lukkede døre, oplyser Nordjyllands Politi søndag aften.

– Der er sket fængsling i fire uger, og der er ingen yderligere bemærkninger til grundlovsforhøret, da der var lukkede døre, siger vagtleder Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.

Manden er varetægtsfængslet og sigtet for færdselsuheld med flugt, spirituskørsel og forsætlig påkørsel.

Ifølge ordensmagten var det med fuldt overlæg, at den 23-årige først på natten påkørte en gruppe bestående af fire personer. Kort forinden havde der tilsyneladende været uenigheder mellem den unge mand og de forurettede.

– Denne uenighed fortsatte ude på gaden og endte med, at en 23-årig mand kørte en personbil ind i en gruppe på fire personer, lød det natten til søndag fra Nordjyllands Politi.

En mand på 58 år og en 46-årig kvinde måtte efterfølgende indlægges på Aalborg Universitetshospital med kvæstelser.

Føreren af bilen kørte efter påkørslen fra stedet, men blev senere standset i Svenstrup af politiet og anholdt sammen med tre passagerer.

De tre andre blev løsladt efter endt afhøring.

Den 58-årige mand og den 46-årige kvinde, der kom til skade ved påkørslen, har ingen livstruende skader. De to andre personer i gruppen slap fra bataljen uden kvæstelser.

/ritzau/