Anklager kræver 23-årig fængslet for påkørsel ved bar


Arkivfoto


En 23-årig nordjyde bør tilbringe det næste stykke tid i fængsel, efter at han natten til søndag påkørte en gruppe mennesker foran restaurationen Murerens Bar i Svenstrup syd for Aalborg.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det mener en anklager fra Nordjyllands Politi, der i et grundlovsforhør søndag eftermiddag vil forsøge at overbevise en dommer om mandens kriminelle hensigter, siger vagtchef Henrik Beck til Ritzau.

– Manden er sigtet for færdselsuheld med flugt, spirituskørsel og forsætlig påkørsel, oplyser politiet.

Således var det ifølge ordensmagten med vilje, at den 23-årige først på natten påkørte en gruppe bestående af fire personer. Kort forinden havde der tilsyneladende været uenigheder mellem den unge mand og de forurettede.

– Denne uenighed fortsatte ude på gaden og endte med, at en 23-årig mand kørte en personbil ind i en gruppe på fire personer, lød det natten til søndag fra Nordjyllands Politi.

En mand på 58 år og en 46-årig kvinde måtte efterfølgende indlægges på Aalborg Universitetshospital med kvæstelser.

Føreren af bilen kørte efter påkørslen fra stedet, men blev senere standset i Svenstrup af politiet og anholdt sammen med tre passagerer.

Den 58-årige mand og den 46-årige kvinde, der kom til skade ved påkørslen, har ingen livstruende skader. De to andre personer i gruppen slap fra bataljen uden kvæstelser.

/ritzau/