Teenager mister livet i soloulykke på knallert i Hjørring


Arkivfoto


En ung nordjysk dreng på 16 år har mistet livet i en soloulykke, der skete natten til lørdag.

Det skriver DR Nordjylland, der har været i kontakt med vagtchefen ved Nordjyllands Politi.

Der er tale om en 16-årig dreng, fortæller vagtchef Torben Larsen.

– Han er kørt ind i et vejtræ, formentlig med høj hastighed, siger han til DR Nordjylland.

Ulykken skete klokken 02.20 på Frilandsvej i Hjørring. En kvinde, der opholdt sig i nærheden, hørte et højt brag og vendte sig om, hvor hun så lys fra knallerten, oplyser vagtchefen.

Kvinden forsøgte at genoplive drengen, men det lykkedes ikke. Det samme prøvede en tilkaldt lægebil og ambulancefolk, men også uden held.

For at klarlægge de nærmere omstændigheder skal en bilinspektør undersøge stedet. Knallerten er også blevet taget med til tekniske undersøgelser.

/ritzau/