Offer for drab i Rungsted var tiltalt i sag om forbudt bande


Arkivfoto


Den unge mand, der lørdag aften blev dræbt af skud i Rungsted, var tiltalt i en straffesag for at videreføre banden Loyal To Familia. Det oplyser Ekstra Bladet mandag aften.

Ifølge planen skulle den 20-årige sammen med to andre tirsdag møde i Retten i Helsingør.

Her var han tiltalt for at have videreført Loyal To Familia, selv om den blev forbudt af politiet i september sidste år.

Det skulle være sket på den måde, at de med kasketter og huer gik rundt med et stort F i Nivå Center, hvor banden tidligere var aktiv.

Såvel forsvarere som anklagemyndigheden har på grund af drabet anmodet retten om at aflyse tirsdagens retsmøde, skriver Ekstra Bladet.

I et tidligere retsmøde i januar fortalte den 20-årige, at han havde været knyttet til banden i fire-fem måneder. Men ikke efter at forbuddet var blevet nedlagt.

Han fortalte også, at han ikke var egentligt medlem af LTF. Bag en kiosk i Nivå Center hang han ud sammen med sine barndomskammerater, sagde han ifølge Ritzaus referat fra retsmødet.

Han nægtede at have solgt hash, men tilføjede dog, at han havde røget en joint i ny og næ.

Advokat Mai-Brit Storm Thygesen oplyser til Ekstra Bladet om anmodningen til retten om at aflyse tirsdagens retsmøde.

– Det er for tæt på. De tre tilkendte kendte hinanden rigtigt godt og var gode venner. Det ville være upassende at gennemføre retsmødet, når han døde i lørdags, siger hun.

Den dræbtes far skriver til Ekstra Bladet, at sønnen var en rigtig sød dreng, der ikke har noget med bander at gøre. “Tværtimod blev han nærmest tvunget til at være med i dette dårlige miljø”, skriver han.

Ved det blodige opgør lørdag aften blev fire andre også forsøgt dræbt, mener Nordsjællands Politi. En blev ramt af skud i benene. En anden blev stukket med kniv. Og de to sidste blev påkørt af biler.

Indtil nu er to mænd blevet varetægtsfængslet i sagen. Yderligere fire har fået anholdelsen opretholdt.

/ritzau/