Mand fængsles for voldtægt og drabsforsøg mod kvinde i Rønne


Arkivfoto


En mand er lørdag aften blevet varetægtsfængslet i tre uger sigtet for drabsforsøg og fuldbyrdet voldtægt af en kvinde i Rønne på Bornholm.

Det oplyser anklager Anne Moe.

Tidligere på dagen kom det frem, at en kvinde havde indgivet anmeldelse om, at hun var blevet voldtaget.

Hændelsen fandt ifølge kvinden sted i området ved Stenbanen i Rønne omkring klokken 05.00 lørdag morgen.

Politiet rykkede ud, og en hundepatrulje førte betjentene til en ejendom, hvor den mistænkte blev anholdt.

Anholdelsen skete cirka klokken 05.30.

Politiet har foretaget en række tekniske undersøgelser på stedet.

Men efterforskningen er ifølge anklageren ikke afsluttet.

Anklageren kan ikke oplyse alder eller mulig relation mellem den sigtede og den forurettede kvinde.

Det skyldes hensynet til den igangværende efterforskning, oplyser hun.

Manden nægter sig skyldig, men han har ikke kæret fængslingen.

Politiet har oplyst, at man gerne vil i kontakt med personer, der var i området ved Stenbanen ved fem-tiden lørdag morgen.

/ritzau/