Drabstiltalt teenager ringede 112: Hjælp der er blod over det hele


Arkivfoto


– Jeg har hørt min mor skrige. Jeg har hørt en masse larm nedenunder. Lige pludselig var der helt stille. Jeg har set en hvid mand rende rundt i baghaven, sådan starter et 15 minutter langt telefonopkald til alarmcentralen sidste vinter.

Stemmen tilhører en på det tidspunkt 15-årig pige, der mandag sidder på anklagebænken i Retten i Hjørring tiltalt for at stikke sin mor ihjel i familiens hjem i den nordjyske by Kvissel.

Ved hendes side sidder en nu 29-årig irakisk mand, der ifølge anklageskriftet deltog i drabet på den 40-årige mor. Han står til udvisning af Danmark, hvis han kendes skyldig.

Opkaldet blev afspillet i retten under anklager Karina Skous forelæggelse af sagen.

I begyndelsen af opkaldet til 112, der starter klokken 23.46 onsdag 8. oktober, fremstår den tiltalte pige fattet. I telefonen fortæller hun, at hun befinder sig på sit værelse, og ikke har set til sin mor endnu.

Da personalet i den anden ende beder hende tjekke morens tilstand, ændrer pigens sindstilstand sig øjeblikkeligt.

– Please skynd jer, please skynd jer. Der er blod over det hele. Der er blod ud over det hele, siger den tiltalte pige grædende.

– Kan du tale med hende?

– Nej, hun er ikke ved bevidsthed, svarer pigen, der også fortæller, at hun er ved at gå i chok.

Kort tid efter kommer først naboen over og derefter redningspersonale. De finder afdøde nøgen i sin seng. Moren erklæres død klokken kort efter midnat.

Under Karina Skous forelæggelse kom det også frem, at den nu 16-årige pige et minut før opkaldet til alarmcentralen, ringede og bestilte en taxa til den tiltalte mand. Taxaen skulle køre ham fra Kvissel til Frederikshavn.

Politiet fandt hverken tegn på indbrud eller kamp i huset. Manden blev anholdt dagen efter drabet. Han har to gange erkendt, at de har stukket pigens mor ihjel, men efter at han fik en ny forsvarsadvokat, nægtede han sig skyldig.

Pigen har under hele sagen nægtet sig skyldig. Der ventes dom i sagen 10. september.

/ritzau/