OVERBLIK: Her er anklagen mod forældre om sexmisbrugte børn


Arkivfoto

Et forældrepar fra Vejen anklages for systematisk vold og seksuelle overgreb mod parrets fire børn.

Her kan du få et overblik over sagen, der behandles af et nævningeting ved Retten i Esbjerg.

* Parret fra Vejen består af en 63-årig mand og en 60-årig kvinde.

* Kvinden er biologisk mor til alle fire børn, mens manden er biologisk far til to af børnene.

* Overgrebene skal være sket i perioden 1987 til 1993, mens børnene var under 12 år gamle.

* Børnene skal ifølge anklagen have været udsat for gentagne tilfælde af voldtægt begået af manden, mens moren passivt så til eller var vidende om, hvad der foregik.

* Børnene skal også være presset til at udføre forskellige former for sex med forældrene, med familiens hund og med forskellige uidentificerede personer.

* Anklageskriftet beskriver, at de seksuelle overgreb i nogle tilfælde fandt sted, mens børnene blev fastholdt og klemt om halsen, så de ikke kunne trække vejret.

* I et tilfælde fik en pige bundet hænderne sammen med plasticstrips og bundet fast til loftet, så hun ikke kunne nå jorden, hvorefter hun blev voldtaget.

* Børnene blev anbragt på en døgninstitution i efteråret 1992. Men forældrene havde lov til uovervåget weekendsamvær med dem frem til henholdsvis april og juli 1993.

* De forurettede er i dag mellem 30 og 35 år. En af dem, en kvinde, lider af posttraumatisk stress og skønnes at være selvmordstruet.

* En anden kvinde lider af angst og tør ikke gå uden for sin dør. Begge kvinder er uarbejdsdygtige.

* Da sagen går 30 år tilbage, er det sparsomt med bevismateriale. Men udsagn fra de forurettede underbygges blandt andet af børnetegninger, ligesom politiet har beslaglagt to læderpiske og en computer.

* Forældrene har nægtet sig skyldige i alle anklager.

Kilder: Anklageskriftet, Ritzau.

/ritzau/