Det er to modsætninger, der mødes fredag eftermiddag foran Christiansborg i København. På slotspladsen holder den yderliggående islamiske organisation Hizb ut-Tahrir fredagsbøn.
Den indædte islam-modstander Rasmus Paludan og hans parti Stram Kurs har bebudet, at han vil afbrænde en koran med bacon samtidig.
Det sker et par hundrede meter væk på den anden side af kanalen tæt ved Christiansborg.
– Vi demonstrerer mod Hizb ut-Tahrir, fordi Hizb ut-Tahrir er en erklæret udemokratisk organisation, der arbejder for et islamisk overherredømme og imod demokratiet.
– Det er jo det, de selv siger, og vi finder det meget upassende, at en sådan bevægelse demonstrerer foran demokratiets højborg, som Christiansborg er, siger Rasmus Paludan.
Han har samlet en håndfuld tilhængere, og han er ankommet med et bat. Det bruger han til at slå til koranen, ligesom i rundbold. Senere brænder han en koran på en engangsgrill.
Rasmus Paludan og følge brugte også koranen som kastebold
På slotspladsen på den anden side af kanalen er omkring 150 mænd og cirka 20 kvinder samlet til fredagsbøn. De har bedetæpper med, som de har bredt ud på afdækningspap.
Rundt om dem står forskellige grupperinger med danske flag og slagord som “Forbyd Hizb ut-Tahrir” og “Hjælp muslimerne, knep din kusine”.
Fredagsbønnen finder ifølge Hizb ut-Tahrir sted til minde om ofrene for de to angreb på moskéer i Christchurch, New Zealand, hvor 50 personer blev dræbt fredag for en uge siden.
Organisationen ser en særlig pointe i at bede foran netop Christiansborg. De danske politikere er nemlig efter Hizb ut-Tahrirs mening medskyldige i, at angrebene har fundet sted.
– De har konsekvent gennem de sidste 20 år ført en hadsk kampagne mod islam, hvor man har spredt misinformation om muslimer og fremstillet dem som trusler mod samfundet, siger Taimullah Abu Laban, der udtaler sig på vegne af Hizb ut-Tahrir.
– Det er en tendens i hele den vestlige verden, at der føres en meget manipulerende fremstilling af islam, siger Taimullah Abu Laban.
Han mener ikke selv, at han også generaliserer, når han giver danske politikere en del af skylden for et terrorangreb på den anden side af jorden.
Hizb ut-Tahrir har som erklæret mål at indføre et islamisk styre, der reguleres efter de muslimske sharialove.
Organisationen er modstander af den demokratiske styreform og opfordrer muslimer til ikke at deltage i politik eller stemme ved valg.
Rasmus Paludan står i spidsen for partiet Stram Kurs og er mest kendt fra videotjenesten YouTube, hvor han udsender videoer, hvor han diskuterer højlydt med politiske modstandere.
Politiet er talstærkt til stede og beskytter både de bedende, dem, der demonstrerer højlydt mod dem med båthorn og slagsange, og Paludan, hvis optræden som nævnt finder sted et stykke væk.
Politiet har med blandt andet afspærringer og mandskab sørget for en solid bevogtning af ham.
En flok skoleelever betragter hans koranafbrænding fra den anden side af kanalen. De var egentlig til klimademonstration, men kender Paludan fra YouTube, fortæller de.
Københavns Politi oplyser, at en mindre gruppe personer efter fredagsbønnen bevægede sig fra slotspladsen over mod Paludan. I den forbindelse blev “en håndfuld” personer anholdt.
/ritzau/