Politi efterforsker tre nordjyske dødsfald som drab


Politi på det mulige gerningssted i Nordjylland


Tre personer er natten til onsdag fundet døde under mistænkelige forhold på en landejendom ved Aalborg.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Sagen bliver efterforsket som drab, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet modtog klokken 02.50 et opkald via 112 om, at der på en landejendom ved Aalborg var tre døde personer.

– Fremme på stedet kunne en politipatrulje kort efter bekræfte, at der var tre døde. Stedet er afspærret af politi, og der pågår i øjeblikket efterforskning, lyder det fra Michael Elkjær, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Af hensyn til de dødes efterladte vil politiet ikke udtale sig yderligere om det, der beskrives som “mistænkelige dødsfald”.

Derfor er der heller ingen oplysninger om ofrene.

Politiet regner med at kunne fortælle mere om omstændighederne i løbet af onsdag morgen eller formiddag.

– Vi vil ikke sige mere nu. Det er af hensyn til de pårørende, siger Michael Elkjær til Ritzau.

/ritzau/