Video fra LiveLeak
Den mand, som åbnede ild mod passagerer på et højhastighedstog mellem Amsterdam og Paris fredag i sidste uge, havde blandt andet 270 riffelpatroner og en flaske benzin på sig.
Det fortæller den franske anklager, Francois Molins, tirsdag på et pressemøde om gerningsmanden, den 25-årige Ayoub El Khazzani.
El Khazzani havde desuden et skydevåben og en hobbykniv på sig, da han blev overmandet af passagerer på toget.
Umiddelbart før angrebet så han ifølge anklageren en Youtube-video på sin mobiltelefon med et budskab til religiøse om at gribe til våben.
Tre personer blev såret, inden gerningsmanden blev overmandet af en amerikansk studerende og en britisk forretningsmand.
De har siden fået en æresmedalje, som Frankrigs præsident, François Hollande, overrakte mandag.
En politikilde siger til nyhedsbureauet AFP, at gerningsmanden, som er af marokkansk oprindelse, er kendt af efterretningstjenesterne.
Episoden udspandt sig nær Arras i det nordlige Frankrig kort efter klokken 18 fredag, og gerningsmanden blev anholdt, da toget standsede ved byens jernbanestation.
Frankrig har været i højeste beredskab, siden militante islamister dræbte 17 personer i og omkring Paris i januar i forbindelse med angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo.
Den franske skuespiller Jean-Hugues Anglade var blandt de sårede. Han har siden hyldet de passagerer, som stoppede Ayoub El Khazzani.
Anglade er blandt andet kendt for at have spillet en af hovedrollerne i filmen “Betty Blue” fra 1986 og fra “Nikita” fra 1990.
Belgisk politi har mandag ransaget to adresser i Bruxelles, hvor gerningsmanden menes at have boet.
Begge boliger ligger i kvarteret Sint-Jans-Molenbeek i den belgiske hovedstad.
/ritzau/AFP