To meter slange fundet i kolonihave


Arkivfoto


En lang grøn slanges flugt blev søndag til en sag for politiet og Falck.

Like localeyes.dk på Facebook

I en haveforening i Sydhavnen fik en beboer noget af en forskrækkelse, da han så slangen bugte sig afsted i sin kolonihave.

– Han turde ikke selv røre den, og den bugtede sig videre ud på en vej, siger politiets vagtchef Henrik Brix.

Ordensmagten søgte assistance hos Falck, hvor to specialister blev sendt afsted til Haveforeningen Kalvebod for at indfange slangen, der blev skønnet til at være mellem halvanden til to meter lang.

Ved 13-tiden forlød det, at den havde søgt ly under en busk.

– På disse kanter er en grøn slange ikke helt normalt, sagde vagtchefen.

Via en besked på Twitter søgte politiet at få kontakt til ejeren: “Kender du en, som måske mangler/savner en sådan,” lød appellen.


Fra politiets Twitter.

Det lykkedes for Falck at fange slangen, og i mellemtiden havde nyheden spredt sig i haveforeningen.

Det viste sig, at en beboer netop manglede den.

– De er nu blevet genforenet, kunne vagtchef Henrik Brix fortælle midt på eftermiddagen. Om slangen er giftig eller ej, var dog ikke afklaret.

Også større dyr har søndag været en opgave for Københavns Politi.

Om formiddagen forsøgte politiet ligeledes via Twitter at få hjælp til en sag om otte heste, som muligvis var brudt ud af en fold ved Valbyparken.


Fra Københavns politiet Twitter.

/ritzau/