Mand gik rundt med blod på tøjet og kniv i hånden


Arkivfoto


Et opkald fra en bekymret borger i Esbjerg satte politiet i stand til lørdag aften hurtigt at anholde en mand, der sigtes for at ville dræbe en bekendt.

Like localeyes.dk på Facebook

– Fra Præstebakken fik vi melding om en mand, der gik rundt på stisystemet med blod på tøjet og en kniv i hånden, fortæller Erik Lindholdt, der er vagtchef i Syd- og Sønderjyllands Politi.

Da betjente fik fat i manden, var kniven forsvundet, men den blev senere fundet af en hundepatrulje.

Den anholdte bor i området i en lejlighed, som ambulance-folk kort forinden var rykket ud til.

Her befandt sig en såret mand, der tilsyneladende havde forsøgt at kæmpe imod og redde sit liv, da han blev overfaldet.

– Han havde en hel del afværgelæsioner på armene. Men der var også snitsår på halsen og på ryggen, siger Erik Lindholdt.

Søndag har en anklager besluttet, at den anholdte mand skal fremstilles i et grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

– Ud fra de oplysninger vi havde, har vi valgt at sigte ham for forsøg på manddrab, siger Erik Lindholdt.

– Vi har fået divergerende forklaringer fra parterne, tilføjer han. Den sårede er en 32-årig mand, mens den anholdte er 39 år.

– De kender hinanden, siger vagtchefen.

Men han ønsker ikke at gå i detaljer med det mulige motiv til volden.

/ritzau/