Falsk anmeldelse: Min ven er blevet skudt i maven


ULSTRUP: En 36-årig mand ringede søndag kl. 13.21 til politiet og fortalte, at han kørte rundt i nærheden af Ulstrup med en ven, der var blevet skudt i maven

Østjyllands Politi rykkede talstærkt ud til stedet, men da de på Hammelvej fandt frem til manden, der ringede, viste det sig, at der ikke var hold i anmeldelsen.

Den 36-årige mand sad bag rattet i en bil, hvor hans to små børn også befandt sig. En narkometertest viste, at den 36-årige var påvirket af narko, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. En patrulje kørte børnene hjem til deres mor, og de sociale myndigheder blev underrettet.

En 36-årige erkendte, at scenariet med den skudsårede mand var opstået i hans hoved. Han blev efter anholdelsen frivilligt indlagt på en psykiatrisk afdeling.

Østjyllands Politi ønsker p.t. ikke at komme med yderligere oplysninger i sagen.