Hundelufter gjorde makaber opdagelse: Død mand lå tæt ved kirke


Den døde mand blev fundet tæt på Sct. Nicolai Kirke i Aabenraa.


En mand sidst i 50’erne blev torsdag morgen fundet død ved Kirkepladsen 3 centralt i Aabenraa. Politiet mener ikke, der ligger en forbrydelse bag.

Det skriver TV SYD.

Liget blev fundet kort før klokken 07 af en hundelufter, som alarmerede politiet.

– Vi undersøgte, om der kunne ligge noget kriminelt bag, men vi fandt hurtigt ud af, at manden bor lige ved Kirkepladsen, hvor han så er faldet om. For vores vedkommende mener vi ikke, der er tale om et mistænkeligt dødsfald, siger Anders Hansen fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.