Facebook: Sigtet for at bakke op om påsat brand hos trossamfund


Søndag ved Islamisk Trossamfunds bygning i Københavns nordvestkvarter.


Nordjyllands Politi har sigtet en nordjysk mand for at tilskynde til en forbrydelse, efter at han er kommet med voldsomme ytringer på Facebook, der bakker op om ildspåsættelsen søndag i Islamisk Trossamfunds bygning i Københavns nordvestkvarter.

Det skriver politiken.dk.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Ytringerne, der kan forstås som opfordringer til at brænde moskeer af, blev fremsat på Facebook-siden “Nej til moskeer – oprigtig”.

Manden, der er sigtet efter straffelovens paragraf 136, stk. 1, har været til afhøring hos politiet.

Også andre Facebook-brugere har ytret sig voldsomt efter branden søndag.

Det har også ført til, at Facebook tirsdag valgte at lukke debatgruppen.

– Et brandattentat mod en moské er en afskyelig forbrydelse, og forherligelsen af den hører ikke hjemme på Facebook, siger Facebooks direktør for Public Policy i Nord- og Østeuropa samt Rusland, Thomas Myrup Kristensen, til TV 2.

De voldsomme ytringer har også ført til en politianmeldelse af de personer, der står bag debatgruppen. Bag politianmeldelsen står Lars Aslan Rasmussen, der er politisk ordfører for Socialdemokraterne i Københavns Borgerrepræsentation.

– Jeg negligerer ikke, at der er problemer med islamister i Danmark, men vi har en lovgivning, der gør, at man ikke må hylde terrorhandlinger, så derfor har jeg taget kontakt til politiet, siger Lars Aslan Rasmussen til Politiken.

Han opfordrer politiet til at kigge på ekstreme miljøer på den yderste højrefløj og fremhæver, at “Nej til moskeer – oprigtig” har tæt forbindelse til Danskernes Parti.

Oplysningen om, at Facebook-siden har tæt forbindelse til Danskernes Parti bestrides imidlertid af dette partis leder, Daniel Carlsen.

– Sjovt, det vidste jeg ikke. Jeg er ellers partileder, skriver Daniel Carlsen i en mail til Ritzau.

Efter branden i Islamisk Trossamfund er en 34-årig mand blevet sigtet for brandstiftelse og varetægtsfængslet i fire uger.

Fængslingen skete, uden at han selv var til stede i retten, fordi han er indlagt på en psykiatrisk afdeling.

Ilden blev påsat, efter at der var hældt benzin på et vindue i bygningens bibliotek, hvor 20 børn opholdt sig.

Branden blev opdaget, da der begyndte at lugte af røg, og den blev hurtigt slukket. Derfor kom ingen til skade.

/ritzau/