Arkivfoto
En 25-årig mand skal tilbringe de kommende år i fængsel, efter at Retten i Nykøbing Falster mandag har kendt ham skyldig i drabsforsøg.
Forbrydelsen var rettet mod mandens daværende kæreste og fandt sted 2. juledag 2017.
Her viklede den 25-årige et reb flere gange omkring kvindens hals. Han strammede rebet så hårdt, at hun kom i livsfare.
I forbindelse med dommen konkluderede retten, at manden stoppede sit forehavende, da kvælningen viste sig sværere, end han havde regnet med.
Et enigt nævningeting bestående af tre juridiske dommere og seks lægdommere valgte at taksere drabsforsøget til otte års fængsel.
Ud over drabsforsøget blev manden dømt for blandt andet tre tilfælde af grov vold samt trusler. Disse forhold blev begået over for den samme kæreste i tiden fra september til december 2017.
Endelig blev han dømt for ulovlig tvang og vidnetrusler i forbindelse med, at han en nat i januar 2018 trængte ind til en kvinde i hendes hjem.
Formålet var at opkræve et tilgodehavende, og den nu dømte skubbede til kvinden og tvang hende ned til en hæveautomat for at hæve 500 kroner.
Den 25-årige nægter at have gjort noget strafbart. I hvert fald valgte han at anke dommen til landsretten med krav om frifindelse.
/ritzau/