Voldsomt opgør med bil og haglgevær i Nykøbing Falster


Arkivfoto


En mand blev bevidst kørt ned i Nykøbing Falster sent lørdag aften, da nogle mænd i to biler var mødtes for at få talt ud om nogle uoverensstemmelser, oplyser politiet.

Tre af deltagerne sigtes for at ville dræbe den 29-årige, der er blevet bragt til Rigshospitalet i København.

Desuden er to andre mænd anholdt, fordi de medbragte et haglgevær til mødet, oplyser efterforskningsleder Bo von Würden fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

Sammenstødet skete cirka klokken 22.30 på Stubberupvej. Seks til otte personer dukkede op i hver sin bil.

– Det var aftalt, at man skulle mødes på grund af nogle uoverensstemmelser, siger Bo von Würden.

Efterforskerne forsøger at finde ud af, hvad uenigheden gik ud på.

– Det er ikke klarlagt helt præcist. Det er muligvis noget bagatelagtigt, formentlig noget med et opslag på Facebook, siger lederen af efterforskningen.

Hvilke skader den 29-årige har pådraget sig, har Bo von Würden ikke oplysninger om søndag formiddag.

De tre mænd, som ifølge politiet sad i den bil, der ramte ham, sigtes alle for drabsforsøg. De er 21, 23 og 28 år.

Fra den anden side i konflikten sigtes to mænd, der begge er 29 år, som nævnt for at have et skydevåben på offentligt sted. Haglgeværet blev dog ikke affyret.

Politiet understreger, at de anholdte ikke menes at have forbindelse til kriminelle grupper.

Retsmødet med de fem mænd begynder i Næstved klokken 15.

/ritzau/