Straffesag om overfald droppes – video er ikke nok


Arkivfoto


Selv om der er videooptagelser af en floks angivelige overfald på to andre unge på Nørrebro i København, kommer sagen ikke for retten. Anklagemyndigheden har besluttet at opgive sagen.

Det var om aftenen 30. september, at hændelsen fandt sted i en parkeringskælder på Heimdalsgade 47.

I forbindelse med efterforskningen besluttede politiet at sigte otte personer for at have sparket og slået et offer, oplyser Københavns Politi.

I parkeringskælderen fangede videokameraer også en anden næsten samtidig episode. Her blev tre sigtet for vold mod et andet offer.

Imidlertid er der ifølge en anklager ikke udsigt til, at retten ville nå frem til, at de sigtede er skyldige. Derfor er sagen afgjort på skrivebordet med en såkaldt påtaleopgivelse.

I Københavns Politi bekræfter anklager Lars Dahlgaard, at der er optagelser fra to kameraer. På optagelserne er der mange mennesker, beretter han.

– Billederne er relativt uskarpe, og det går meget stærkt, siger han, der fortæller, at han undervejs har konsulteret to overordnede jurister om afgørelsen.

– Jeg har vurderet, at vi ikke ville kunne løfte bevisbyrden i retten. Det har været en meget grundig overvejelse, hvor også en senioranklager og advokaturchefen har været inddraget, siger Lars Dahlgaard.

– I overvejelsen indgår blandt andet, om der er fysiske beviser, hvilket miljø man befinder sig i, og hvordan de forurettede stiller sig, siger han.

Anklageren ønsker ikke at svare på, om de forurettede fra parkeringskælderen har ønsket at sige noget til politiet, og om deres tavshed i givet fald er en del af baggrunden for afgørelsen.

Forurettede får altid mulighed for at klage til den overordnede anklagemyndighed, når en lokal anklager afviser at føre en sag til retten. I denne sag har de forurettede ikke klaget til Statsadvokaten i København, oplyser Lars Dahlgaard.

I øvrigt viser en aktindsigt, at anklagerne i Københavns Politi har en øget tilbøjelighed til at opgive voldssager med den begrundelse, at den sigtede ikke vil blive fundet skyldig.

Sidste år blev i alt 430 sager om grov vold og simpel vold opgivet. Samtidig blev der rejst 1009 tiltaler. I de foregående fire år var der mellem 371 og 275 droppede sager, fremgår det.

/ritzau/