Gozo Malta. Arkivfoto.
Den 71-årige danske kvinde Vera Holm, der 26. juli blev fundet død på den maltesiske ø Gozo, er blevet stranguleret, oplyser maltesisk politi ifølge Ekstra Bladet.
Politiet har indtil nu betragtet sagen som et “mistænkeligt dødsfald”, men kan nu konstatere, at der efter alt at dømme er tale om en forbrydelse.
– Den afdøde kvinde er død, efter at hun blev kvalt ved strangulering, siger politiet ifølge Ekstra Bladet i en pressemeddelelse.
Politiet oplyser endvidere, at sagen nu er overdraget til drabsafdelingen.
– Efterforskningen er i fuld gang, og vi opfordrer endnu engang alle, der har information om sagen, til at henvende sig, lyder det.
Om eftermiddagen 26. juli blev liget af den danske kvinde fundet nøgen i et vandhul af en tilfældigt forbipasserende, som straks kontaktede politiet.
På en pressekonference dagen efter oplyste politiet ifølge det lokale medie tvm.com.mt, at kvinden havde skader i hovedet og på brystet, men at det ikke umiddelbart var lykkedes at fastslå dødsårsagen ved en obduktion.
Ifølge tvm.com.mt mener politiet, at hun er blevet dræbt, da hun gjorde modstand under et røveri. Det bestyrkes af, at hendes håndtaske med 300 euro, hendes iPhone og hendes pas er forsvundet.
Den 71-årige kvinde kom til Malta 19. juli og skulle være rejst hjem den dag, hun blev dræbt. Hun var på ferie med en del af sin familie, blandt andet sin svigersøn og hans bror.
/ritzau/