Unge overfaldet: Skudt med haglgevær og stukket med spids genstand


To unge mænd blev fredag aften overfaldet på en restauration på Jens Baggesens Vej i Aarhus N, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den ene blev skudt i armen med et haglvåben, og den anden stukket i nakken med en spids genstand. De er ifølge politiet uden for livsfare, men blev begge behandlet på sygehuset efter episoden.

Overfaldet blev anmeldt klokken 20.44. Anmeldelsen gik på, at tre personer havde overfaldet to andre på stedet.

Politiet oplyser, at efterforskernes umiddelbare opfattelse er, at overfaldsmændene og ofrene kender hinanden.

Lørdag omkring middag har endnu ikke anholdt nogen mistænkte i sagen og efterlyser i den forbindelse eventuelle vidner.

Politiet oplyser i pressemeddelelsen ikke nærmere om, hvilken restauration der er tale om, og på vagtcentralen bliver telefonen til henvendelser fra pressen lørdag formiddag ikke besvaret.

Lokale medier beretter imidlertid om, at episoden er foregået ved Vanggård Centret

/ritzau/