Mor findes skyldig i mishandling af søn i blodtappersag


Arkivfoto


En 36-årig kvinde fra Skjern er kendt skyldig i mishandling af sin søn ved at have tappet ham for blod over en årrække. Det har Retten i Herning afgjort.

Kvinden var tiltalt for gennem fem år at have tappet en halv liter blod om ugen fra drengen.

Hun har erkendt sig delvist skyldig i anklagen.

Retten finder, at der er tale om et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens paragraf 245.

– Legemsangrebene må henset til systematikken heri betegnes som mishandling, konkluderer retten i kendelsen.

Moren, der er uddannet sygeplejerske, har ikke kunnet forklare, hvorfor hun tappede sin søn for blod.

En mentalerklæring viser, at kvinden lider af Münchhausen by proxy.

Det er en personlighedsforstyrrelse, der kan få en omsorgsperson, typisk en mor, til at påføre sit barn symptomer eller skader for derved at få opmærksomhed.

Münchhausen by proxy er ikke en sindssygdom, og eksperterne kan ikke pege på andre former for sanktion, der vil være mere formålstjenlig end en almindelig fængselsstraf.

Kvinden har erkendt at have tappet blod fra sin søn gennem en periode på to til tre år.

Men retten mener, at det er stået på over en længere årrække, som også anklagemyndigheden hævder.

Retten konkluderer, at drengen som følge af blodtapningerne har været igennem utallige hospitalsbesøg og hospitalsindlæggelser “med smerter og ubehag, som de deraf følgende undersøgelser og behandlingsforsøg har medført”.

Nævningetinget mener dog ikke, at der er særligt skærpende omstændigheder, sådan som anklager Pia Koudahl har gjort gældende.

Hun har argumenteret for at bringe paragraf 246 i spil, der har en strafferamme på op til ti års fængsel.

Men det afvises af retten, der mener, at åreladningen alene skal dømmes efter paragraf 245 med en strafferamme på seks års fængsel.

Det skyldes ifølge rettens vurdering, at drengen “alene hypotetisk kan have været i livsfare”.

Efter oplæsning af kendelsen brød kvinden grædende sammen og blev ført ud af retten.

Efter en kort pause skal retten nu tage stilling til, hvilken sanktion der skal fastsættes i sagen.

Der ventes at falde endelig dom senere på dagen.

/ritzau/