Ansat stjal millioner fra kommunekassen til luksusliv


Københavns Rådhus. Arkivfoto


En tidligere regnskabsmedarbejder i Københavns Kommune er mandag idømt tre års fængsel for underslæb, bedrageri og dokumentfalsk.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Medarbejderen svindlede over 13 år for 17,7 millioner kroner, som han dømmes til tilbagetale. Han anker ikke dommen.

– Jeg kom ind i en ond spiral. Jeg startede, fordi jeg manglede penge. Jeg brugte penge til et enkelt sommerhus, en bil, rejser, siger den tidligere bogholder i Retten på Frederiksberg ifølge DR.

Den 50-årige Erling Smith har tilstået at begå svindlen på tre forskellige måder.

Det begyndte i sommeren 2001, da han udstedte 24 checks med en værdi på 7,9 millioner kroner frem til slutningen af 2008.

Derefter skiftede han i 2008 til databedrageri. I 44 tilfælde frem til 30. juni sidste år foretog bogholderen elektroniske overførsler til en værdi af 6,6 millioner.

Sideløbende med overførslerne begyndte han i 2010 at kopiere kollegers underskrift til at få udbetalt rejsevaluta til i alt 3,1 millioner. Derfor er han også sigtet for dokumentfalsk, som han ligeledes har tilstået.

– Jeg skannede en medarbejders underskrift ind fra en tidligere lovlig blanket, siger han.

Erling Smith forklarer i byretten, at han blandt andet skjulte det millionstore underslæb ved hjælp af kommunens momskonto.

– Det var momsindtægter, som kommunerne skulle indberette til told og skat. I stedet for at indberette dem, så tog jeg dem derfra, siger Erling Smith.

Samtidig har han tilstået overtrædelse af våbenloven. Under ransagning af mandens lejlighed fandt politiet fire tåregas-sprays sammen med to Rolex-ure, guldringe- og kæder, perlesmykker, et Tissot ur, en Segway og over fem millioner i kontanter.

Den sigtede har arbejdet i Københavns Kommune siden 1991. Under svindlen var han ansat i Københavns kommunes afdeling for “Kreditor -og Debitor Finans”.

/ritzau/