Bilist kørte 134 km/t på skolevej


Arkivfoto


En bilist på Midtsjælland havde mandag morgen glemt alt om de mange skilte, som opfordrer folk til at passe på de små i trafikken i anledning af skolestart.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Farten var helt oppe på 134 kilometer i timen i Haslev, oplyser politiet.

Hastigheden, der er højere end den tilladte på motorvejene, blev målt på Teestrupvej nær en skole. På strækningen må man højst køre 50 kilometer i timen.

I Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis færdselsafdeling kan man ikke sige noget nærmere om den travle og farlige bilist, som ikke blev stoppet, men som drønede videre ud i landskabet.

Vedkommende blev nemlig knipset i en af politiets fotovogne, lyder forklaringen til Ritzau.

Afsløringen af den hidsige fart er sket på et tidspunkt, hvor betjente flere steder i landet har taget opstilling på veje ved skoler for at tjekke trafikanternes opførsel.

Nogle steder sker kontrollen blot i form af fotovognene i det såkaldte ATK-system.

Andre steder er betjentene klar til at stoppe bilister og andre trafikanter, der er gal på den.

Det er ikke kun hastighed, som ordensmagten har øje for. Også brug af sikkerhedssele og skolepatruljernes indsats er der fokus på.

I forbindelse med skolestart har både TrygFonden og Rådet for Sikker Trafik i øvrigt opfordret forældrene til at lade bilen stå. Det er bedre at følges med børnene for på den måde at vænne dem til trafikken, mener man.

/ritzau/