Arkivfoto fra Reclaim the Streets 2013.
Justitsminister Søren Pind (V) vil kigge på mulighederne for at ændre strafniveauet mod personer, der overfalder politifolk og offentlige embedsmænd i uniform.
Det siger han til Ritzau efter en episode lørdag aften, hvor voldelige demonstranter kastede med molotovcocktails mod politiet på Nørrebro i København.
Han sammenligner angreb med molotovcocktails med drabsforsøg.
– For mig er det at ligne det med drabsforsøg. Som der står i retsplejeloven er jeg ganske vist den øverste anklagemyndighed i landet, men det skal jo udøves gennem anklagemyndigheden, siger Søren Pind til Ritzau.
– Med det ønsker jeg at sige, at jeg ser meget alvorligt på det, og hvis man kan finde de pågældende, skal de stilles til regnskab. Det er en meget alvorlig sag.
Spørgsmål: Vil du kæmpe for, at angreb med molotovcocktail kan sidestilles med drabsforsøg?
– Mine drøftelser med anklagemyndigheden holder jeg for mig selv, siger Søren Pind.
Ifølge justitsministeren er antallet af overfald mod politifolk og uniformerede embedsmænd mere end fordoblet siden 1996.
Justitsministeren fortæller, at han vil sætte sig ned med politiet og anklagemyndigheden for at drøfte, hvilke håndtag der kan skrues på for at mindske af antallet af overfald mod politifolk.
Søren Pind lover, at der kommer nyt i løbet af efteråret.
Ifølge Københavns Politi var omkring 200 personer en del af urolighederne lørdag aften, men blot tre personer blev anholdt.
Ingen af de tre personer blev søndag fremstillet i grundlovsforhør.
På grund af demonstrationen, som gruppen Reclaim the Streets stod bag, blev der lukket for kørende trafik på Nørrebrogade. Folk blev også opfordret til at undgå Jagtvej.
Demonstrationen var ikke anmeldt på forhånd.
Se tv fra Reclaim the Streets 2013 nedenunder.
/ritzau/