36-årig mand dræbt i frontalt sammenstød på landevej


En 36-årig mand fra Kolding-egnen har mandag eftermiddag mistet livet i en trafikulykke.

Ulykken skete på Ammitsbølvej mellem Ødsted og Ågård sydvest for Vejle, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Her kom manden af ukendte årsager over i den forkerte kørebane.

– De to første modkørende biler når at undvige, men han kører så frontalt ind i den tredje, fortæller vagtchef Jørn Lindhardt.

Den 36-åriges liv stod ikke til at redde, og han blev erklæret død på ulykkesstedet. Føreren af den modkørende bil slap uden fysiske skader.

En bilinspektør har undersøgt stedet, hvor ulykken er sket, og de to involverede biler er kørt til nærmere tekniske undersøgelser.

De pårørende til den omkomne er blevet underrettet.

/ritzau/