Mand i respirator: Amerikanerbil knust i trafikulykke


KØBENHAVN: En mand i 30’erne blev alvorligt kvæstet ved en voldsom trafikulykke lørdag aften ved 22-tiden på Amager. I sin amerikanerbil påkørte han en bus og en lygtepæl i høj fart.

En bus holdt for rødt lys i et lyskryds, og skulle foretage et venstresving da den blev påkørt bagfra af en amerikanerbil af mærket GMC 1500.

Føreren af amerikanerbilen var en mand i 30’erne som sad fastklemt i sin bil da redningsmandskabet nåede frem til stedet. Brandvæsnet fik klippet bilen fra hinanden og taget den hårdt kvæstede mand ud, hvorefter han efter behandling på skadestedet i en ambulance blev kørt til traumecentret på Rigshospitalet.

– Han blev hastet på hospitalet, hvor han er blevet lagt i respirator, siger Henrik Brix, vagtchef ved Københavns Politi, til TV2.

Mandag er der endnu ikke nogen nye oplysninger om tilstanden hos bilisten.

Ulykken skete på endnu ukendt vis, da den kraftige amerikanerbil ramte højre baghjørne på bussen og derefter fortsatte over i en lygtepæl. Der var passagerer med i bussen, men hverken buschaufføren eller nogen af passagererne kom noget til ved ulykken.

Omstændighederne ved ulykken, herunder farten ved kollisionen, er endnu ukendt og er er blot en af de faktorer som politiet nu undersøger nærmere. der er rutinemæssigt udtaget blodprøver af den svært kvæstede mand for kontrol af alkohol eller narko.