Ung mand melder sig selv efter påstået voldtægt i Køge


Arkivfoto


En 21-årig mand fra Greve rettede tirsdag morgen henvendelse til politiet, efter at en pige på 16 år havde anmeldt en voldtægt.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

– Han havde formentlig godt på fornemmelsen, at vi gerne ville have fat i ham, siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

Politiet fik anmeldelsen om voldtægten klokken 01.36.

Pigen, der kommer fra Faxe Ladeplads, havde om aftenen været på café i Køge, hvor hun havde mødt en mand.

Efter caféens lukketid gik de en tur sammen, men i Ågade overfaldt manden angiveligt den 16-årige og voldtog hende.

Efter eget udsagn havde pigen held til at vriste sig fri og fik kontakt til nogle veninder, som hjalp med anmeldelsen til politiet.

Herefter blev gerningsstedet undersøgt med politihunde og med assistance fra rigspolitiets kriminalteknikere for at finde eventuelle spor.

I forbindelse med efterforskningen fik politiet efterhånden færden af den 21-årige mand, som altså selv fandt vej til politiet. Straks blev han anholdt og mistænkt for forbrydelsen.

– Vi ved dog ikke, hvordan han forholder sig til sigtelsen. Han er ved at blive afhørt nu, siger Martin Bjerregaard omkring klokken 10.30 tirsdag.

Politiets jurister venter, at manden vil blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med henblik på varetægtsfængsling.

/ritzau/