Københavns Kommune tager nu utraditionelle midler i brug for at finde en plejefamilie til et barn, som endnu ikke er født, men som skal fjernes fra moderen lige efter fødslen.
På Facebook efterlyser kommunens Center for Familiepleje en plejefamilie til den endnu ufødte dreng eller pige, som efter planen kommer til verden ved kejsersnit midt i august.
Du kan se deres Facebook-side her:
– Vi plejer normalt at lede i vores database af plejefamilier, men kunne ikke finde en egnet familie, der kan tage den lille. Derfor valgte vi denne fremgangsmåde at annoncere på vores Facebook-side, som følges af mange, som kender området.
– Og vi er mildt sagt overvældede af den massive reaktion, siger centerchef Klaus Wilmann, Center for Familiepleje i Københavns Kommune, til Jyllands-Posten.
Fredag havde over 300.000 set opslaget på Facebook, hvor det er blevet delt mange gange.
Kommunen gør det klart, at den lille baby vil blive født med abstinenser, og kommende plejeforældre skal være indstillet på at tilbringe de første måneder på sygehuset.
I Plejefamiliernes Landsforening er næstformand Marianne List betænkelig og overrasket over Københavns Kommunes fremgangsmåde.
– Jeg undrer mig over, at det skulle være nødvendigt, for kommunen bør jo hele tiden have relevante og godkendte plejefamilier klar, og ellers kan de jo få hjælp hos Socialtilsynet.
– Samtidig er det ikke en helt diskret og anonym måde at gøre det – moderen til dette barn vil kunne genkende sig selv, hvis hun kommer forbi opslaget, siger Marianne List til Jyllands-Posten.
I Danmark vokser 58 procent af de børn, der er anbragt uden for hjemmet, op hos en plejefamilie.
/ritzau/