Lettisk politi opsnapper to ton kokain


    Arkivfoto


    Lettisk politi har konfiskeret to ton kokain i byen Koknese, der ligger små 100 kilometer sydøst for hovedstaden Riga. Politiet mener, at kokainen var på vej mod Skandinavien.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    – Sendingen af kokain var næsten med sikkerhed på vej til et andet land, formentligt til narkohandlere i Skandinavien, siger politichef Andrejs Grisins ifølge AFP og fortsætter:

    – Vi har konfiskeret 2195 pakker med 80-procent rent kokain pakket ind i 42 banankasser.

    Kokainen skulle være fra Ecuador og have en værdi på gadeplan på omkring en milliard euro – 7,5 milliarder danske kroner.

    Fem letter er arresteret som led i operationen, der er den største af sin art i lettisk historie. Operationen blev udført i samarbejde med ecuadoriansk og amerikansk politik.

    /ritzau/