Arkivfoto
Amerikanere advares mod at benytte populære apps i Kina af frygt for overvågning og mulige spionage-anklager.
Det skriver tv-stationen CNN.
Studerende og undervisere på flere amerikanske universiteter, heriblandt to i Californien, er på det seneste blevet rådet til ikke at benytte beskedtjenester som WhatsApp og WeChat, hvis de rejser i Kina.
Universiteternes ledelser frygter, at kommunikation via appsene kan blive brugt imod dem af den kinesiske regering. Det fremgår af en mail, som CNN er i besiddelse af.
– På trods af at brugen af WhatsApp, WeChat og lignende beskedtjenester er lovlige i Kina, har vi set, at brugen af WhatssApp er blevet nævnt i anklager om spionage i blandt andet Rusland, står der i mailen.
– Vores bekymring går på, om Kina kunne finde på at anklage vestlige rejsende for noget lignende eller som undskyldning for at nægte afrejse.
Advarslen kommer i kølvandet på, at Kina i december tilbageholdt flere udenlandske statsborgere. Det skete, efter at Canada i samme måned anholdt den 46-årige kineser Meng Wanzhou.
Wanzhou er den kinesiske telegigant Huaweis finansdirektør. Hun blev anholdt i lufthavnen i den canadiske by Vancouver på anmodning fra USA, der ønsker hende udleveret til mulig retsforfølgelse
Kina truede efterfølgende med, at det ville føre til alvorlige konsekvenser, hvis Canada ikke omgående løslod finansdirektøren. Senere samme måned blev flere canadiere tilbageholdt i Kina.
I løbet af december blev Michael Kovrig, tidligere diplomat og rådgiver fra tænketanken ICG, samt erhvervsmanden Michael Spavor anholdt i Kina. De beskyldes begge for at have bragt landets sikkerhed i fare.
Canadas udenrigsminister, Chrystia Freeland, har kaldt Kinas tilbageholdelser vilkårlige og dybt bekymrende. Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Kina benægter dog, at der er en sammenhæng mellem anholdelsen af Meng Wanzhou og de canadiske statsborgere.
Overvågning af befolkningen har nået nye højder under den nuværende kinesiske præsident, Xi Jinping. Censur på internettet er skærpet, mens ytringsfrihed er blevet begrænset, skriver nyhedsbureauet AP.
Sociale medier som Twitter er forbudt i Kina. Og sidste år skabte det store protester blandt medarbejderne i Google, efter at internetgiganten annoncerede planer om at lancere en censureret søgemaskine i Kina.
Her vil søgeord som menneskerettigheder, demokrati, religion og fredelige protester angiveligt blive blokeret.
/ritzau/