Arkivfoto
Københavns Politi er godt med på bødefronten på trods af et væld af ekstra opgaver og tusindvis af overarbejdstimer efter skudattentaterne i København.
På årets første seks måneder har Københavns Politi rejst 14.097 sigtelser for det, der kaldes “trafikfarlige forseelser”. Det kan være at køre over for rødt eller overhale indenom.
Ved udgangen af året skal hovedstadens politi ifølge sit måltal have taget borgere i at overtræde færdselsloven 29.350 gange. Og dermed er ordensmagten i København nået cirka halvvejs på et halvt år.
Men det er ikke så mærkeligt, at politiet har så godt et øje på trafikken, selvom man har måttet låne betjente fra andre kredse for at kunne bevogte og sikre København efter angrebene 14. og 15. februar, hvor to mennesker blev dræbt og flere betjente såret.
Det mener politidirektøren i Københavns Politi, Thorkild Fogde.
– Forklaringen er egentlig simpel. For den er, at vi har rigtig meget kørende politi i byen som følge af sikkerhedssituationen. Og når der ikke sker noget, så er færdselssager jo lige netop sådan nogle, som de kan skrive, siger han og fortsætter:
– Så vi slår faktisk to fluer med et smæk.
Politidirektøren mener, at hvis ikke de to opgaver kunne kombineres, så ville det give god mening at nedjustere på trafikområdet til fordel for sikkerhedsopgaverne.
I København har politiet ifølge Thorkild Fogde da også droslet ned på indsatsen med den automatiske trafikkontrol – de bemandede fotovogne, ATK.
Alle kredse har et mål for, hvor mange sigtelser for trafikfarlige forseelser, man skal rejse. Men ifølge politidirektøren er måltallene ikke støbt i beton og kan diskuteres med Rigspolitiet.
– Hvis vi vurderer, at den operative virkelighed har ændret sig på en sådan måde, at det giver mening at bruge ressourcerne på trygheds- og sikkerhedsmæssigt arbejde end på færdselsarbejde, så gør vi det, lyder det.
Hos Københavns Vestegns Politi har man også på det første halvår opfyldt halvdelen af bødemålet.
I Midt- og Vestjylland, i Østjylland og i Syd- og Sønderjylland har man endda taget flere i at køre over for rødt, mod ensrettet eller påvirket, end man skulle.
Hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi ligger man til gengæld lidt under målet, da man har udlånt folk til København.
/ritzau/