I aften- og nattemørke har politiet arbejdet i et stort naturområde og på en adresse i Skævinge.
Betjente har sammen med politihunde ledt efter våben og narko, og ransagningen har tilsyneladende båret frugt.
I hvert fald blev en mand fredag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød klokken 12. Han var sigtet for ulovlig besiddelse af våben og narkotika.
På adressen Borupvej 48 troppede politiet op ved mørkets frembrud. Med assistance fra Beredskabsstyrelsen blev et større naturområde gennemsøgt. For at kunne se blev der brugt lyskanoner til at oplyse området.
Huset blev også afspærret. Det er uvist, om den anholdte er beboer på adressen.
Også fredag morgen har politiet arbejdet på adressen.
Det er dog sparsomt med oplysninger i sagen.
/ritzau/