Efter flere timer på operationsbordet er en ung kvinde, der tidligere på dagen blev stukket flere gange med en kniv, uden for livsfare tirsdag aften.
Det har endnu ikke været muligt at afhøre hende, fortæller politikommissær ved Fyns Politi Jack Liedecke kort efter klokken 21.
Hendes tilstand betegnes som kritisk men stabil.
Den 21-årige kvinde blev indlagt, efter at et formodet familieopgør endte i et voldsomt knivstikkeri i boligområdet Vollsmose i Odense.
Politiet har anholdt en 53-årig mand i sagen. Han har familierelationer til den sårede kvinde.
– Han vil i morgen (onsdag, red.) blive fremstillet i grundlovsforhør, siger politikommissæren.
Han vil endnu ikke vil komme nærmere ind på relationerne i sagen.
Politikommissæren er sparsom med oplysninger og vil heller ikke komme ind på, hvor på kroppen kvinden er blevet stukket.
– Hun er blevet stukket flere gange i kroppen, lyder det.
Den 53-årige sigtes for drabsforsøg og skal fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Odense, men det er endnu uvist, hvornår det bliver.
Det var nogle andre beboere, der ringede til politiet, da de havde hørt larm fra lejligheden i boligområdet.
Da politiet ankom til adressen, fandt de kvinden liggende i lejligheden.
Manden blev fundet tæt på gerningsstedet. Det er ikke muligt at få oplyst, hvordan han forholder sig til sigtelsen.
/ritzau/