Arkivfoto
Politiet har sigtet en kvinde i en usædvanlig sag om bedrageri. Kvinden agerede rugemor for flere barnløse par på samme tid.
Det skriver TV2.
Rugemoren fortalte parrene, at hun ikke var blevet gravid af behandlingerne.
Det var først mange måneder senere, at de fandt ud af, at rugemoren havde født tvillinger – og at de var blevet snydt.
Det er Midt- og Vestsjællands Politi, der står for efterforskningen. Og her har man valgt at sigte kvinden for bedrageri.
– Vi kan bekræfte, at en kvinde er blevet sigtet for bedrageri i sagerne. Efterforskning foregår stadig, hvorfor Midt- og Vestsjællands Politi ikke har mulighed for at udtale sig yderligere, skriver politiet i en mail til TV2.
Behandlingen skete i Cypern.
Med to dages mellemrum fik kvinden ifølge TV2 lagt befrugtede æg op i sin livmoder.
Fertilitetsbehandlingerne blev betalt af to forskellige par, som ikke vidste, at kvinden agerede rugemor for flere par.
I forbindelse med turen til Cypern har rugemoren blandt andet fået dækket sine udgifter til hormonbehandlinger, fly og hotel af begge par.
Det ene par har brugt over 100.000 kroner på det samlede forløb. Det andet par anslår at have brugt lidt under.
Den sigtede kvinde endte med at blive gravid efter behandlingerne i Cypern.
En dna-prøve har senere vist, at manden i et af de to par er den biologiske far.
I dag bor de tvillinger, hun fødte for to år siden, hos hende. Loven foreskriver, at det er den fødende kvinde, der betragtes som mor til børnene.
Det vides ikke, hvordan kvinden forholder sig til sigtelsen.
/ritzau/