Motorcyklist kørte frontalt ind i bil – dræbt på stedet


Arkivfoto


En motorcyklist mistede fredag aften livet, da han kom over i den forkerte kørebane, hvor han kørte frontalt ind i en modkørende personbil.

Like localeyes.dk på Facebook

Ulykken skete ved en bakketop på Hørningvej ved Årslev sydøst for Randers.

– Vi kender ikke årsagen til ulykken, men den kan skyldes for høj fart hos motorcyklisten, siger vagtchef Carsten Dahl fra Østjyllands Politi til Ritzau.

Ved påkørslen blev motorcyklisten dræbt på stedet, mens en mand og en kvinde i personbilen er sluppet uskadte.

Først på aftenen har politiet ikke fået identificeret den afdøde med sikkerhed.

– Men vi har en formodning om, at der er tale om en 32-årig mand, siger vagtchefen.

Bilinspektøren er fredag aften i færd med at undersøge ulykkesstedet og køretøjerne for om muligt at fastslå, hvordan ulykken kunne ske.

Helt rutinemæssigt er der også taget en blodprøve af den afdøde, så det kan fastslås, om han var påvirket af spiritus eller stoffer.

/ritzau/