Hagekors koster Kroatien et point i EM-kvalifikationen


Hagekors på banen i Split, da Kroatien i juni mødte Italien på hjemmebane i EM-kvalifikationen. Hagekorset er streget op i redigeringen.


Det europæiske fodboldforbund (Uefa) har frataget Kroatien et point i EM-kvalifikationen.

Like localeyes.dk på Facebook

Holdet skal desuden spille sine næste to hjemmekampe i Uefa-regi uden tilskuere.

Det kroatiske fodboldforbund er desuden blevet idømt en bøde på 100.000 euro, cirka 746.000 kroner.

Årsagen er, at ukendte gerningsmænd havde tegnet et hagekors på banen i Split, da Kroatien i juni mødte Italien på hjemmebane i EM-kvalifikationen.

Det fik Italien til at indgive en klage efter kampen.

Kampen, der endte 1-1, blev spillet for lukkede døre, fordi Kroatien var blevet straffet for racistisk opførsel på tilskuerpladserne, da kroaterne mødte Norge i marts.

Kroatien mangler endnu at spille en enkelt hjemmekamp i den igangværende EM-kvalifikation.

Kampen mod Bulgarien i oktober bliver altså spillet uden tilskuere, og den må ikke blive spillet i Split.

Kroatien fører fortsat EM-kvalifikationsgruppe H med 13 point for seks kampe.

Italien er nummer to med 12 point, mens Norge er nummer tre med 10 point.

Det kroatiske fodboldforbund har tre dage til at appellere afgørelsen, hvis forbundet ønsker at gøre det.


Hagekors på banen i Split, da Kroatien i juni mødte Italien på hjemmebane i EM-kvalifikationen.

/ritzau/