HILLERØD: En stor brand i Gribskov, tæt på Hillerød, er formentlig påsat, oplyser Nordsjællands Politi. Ilden var så omfattende at der blev tilkaldt assistance fra flere brandstationer og Beredskabsstyrelsen.
Torsdag aften blev der slået alarm omkring kl. 20.15 om ild et sted inde i Gribskov, brandkøretøjerne rykkede ud fra brandstationen i Hillerød og blev mødt af et regulært flammehav som kunne ses helt ude fra Hillerødvejen.
Det viste sig at den kraftige ild stammede fra en voldsom brand i en kæmpe stak af tømmer, 20 meter lang, 3½ meter høj og fem-seks meter bred. Den store samling af tømmer er fra arbejdet i skoven, og udgør en endnu ukendt værdi.
Der blev løbende tilkaldt assistance til slukningsarbejdet, og fra flere brandstationer i Nordsjællands rykkede man ud med bla. tankvogne til slukningsarbejdet ligesom Beredskabsstyrelsen også ankom til stedet.
Branden er opstået i skovområdet mellem Hillerødvejen og Stenholtsvang, af naturlige årsager formodes det at ilden er påsat grundet den fugtige årstid – som også har hjulpet med at begrænse ilden.
Nordsjællands Politi har på stedet været i kontakt med en mand, han blev antruffet i skoven, men der var ifølge politiet ikke noget som knyttede ham til branden.
Oplysninger om branden kan gives til Nordsjællands Politi på 1-1-4