Ung norsk kvinde på ferie i Tyrkiet: Jeg blev voldtaget af en politimand


Arkivfoto


En 24-årig kvinde fra Norge har anmeldt en politimand i den populære tyrkiske badeby Alanya for voldtægt.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Ifølge kvinden bortførte politimanden hende og tvang hende til at ryge hash. Derefter truede han hende med en pistol og voldtog hende, skriver den norske avis VG.

Det påståede overgreb skete tidligt mandag morgen, da kvinden var på vej hjem fra byen sammen med en kammerat. Hun fortæller, at hun sad bag på hans scooter, da en politimand i civil stoppede dem.

– Han viste politiskilt og pistol og sagde, at jeg ikke måtte sidde bag på scooteren. Han bad mig gå ind i sin bil, så han trygt kunne køre mig til mit hotel, siger den 24-årige over telefonen til avisen.

Ifølge kvindens beretning kørte politimanden rundt med hende i over tre timer. På et tidspunkt stoppede han bilen i et øde skovområde, truede kvinden med en pistol og voldtog hende.

Myndighederne i feriebyen har over for avisen bekræftet, at de har modtaget en voldtægtsanmeldelse fra en norsk kvinde, og at det drejer sig om en politimand. De oplyser, at manden vil blive anholdt og sigtet. Derudover har de ingen kommentarer.

Det lokale politi vil ikke udtale sig om sagen.

Alanya ligger ud til Middelhavet og er blandt Tyrkiets mest besøgte badebyer. Området har i flere år været blandt de mest populære rejsemål for danske charterturister.

/ritzau/NTB