Knivmand overfaldt 16-årig medarbejder på pizzeria


    Arkivfoto


    En knivbevæbnet mand gik tirsdag eftermiddag til angreb på en 16-årig dreng på et pizzeria i Sct. Hansgade i det centrale Ringsted.

    – Den 16-årige er blevet stukket i venstre lår. Han er bragt til traumecentret og herfra lyder meldingen, at hans tilstand umiddelbart er stabil, siger Henrik Møller Nielsen, der er vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi.

    Den 16-årige arbejdede på stedet, og ifølge politiets oplysninger skulle det være en form for uvenskab mellem de to, som ligger bag episoden.

    Efter overfaldet stak gerningsmanden af ad Sct. Hansgade. Politiet vil gerne have henvendelser fra eventuelle vidner.

    Gerningsmanden beskrives ifølge Henrik Møller Nielsen som en mand på cirka 25 år med et mellemøstligt udseende. Han har sort skæg og var iført en grå sweatshirt.

    Som led i efterforskningen har politiet afspærret gerningsstedet og foretager afhøringer af vidner.

    /ritzau/