Bedstefar kæmpede desperat mod defekte bremser


Arkivfoto


Bedstefar, bedstemor og deres knap toårige barnebarn kunne se broklappen komme nærmere og nærmere, men bilens bremser virkede ikke, og derfor kolliderede de mandag eftermiddag med broen.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Ulykken på Vilsundbroen mellem Mors og Thy skete mandag eftermiddag, mens flere biler holdt og ventede på, at broen igen skulle klappe ned. Bedstefaren og barnebarnet blev livsfarligt kvæstet ved ulykken.

– Vi har haft lejlighed til at afhøre bedstemoren, og hun fortæller, at bremserne svigtede, fortæller vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Vidner fortalte mandag til politiet, hvordan der holdt biler på begge sider af broen og ventede på, at klappen skulle gå ned, da en bil pludselig kørte uden om rækken af ventende biler og bragede ind i broklappen.

– De forsøgte at standse bilen – både ved at bruge den elektroniske håndbremse og ved at tage nøglen ud af tændingen. Det lykkedes også, men det var ikke nok til at få bilen ned i fart, fortæller Ole Vanghøj.

Det var den 62-årige bedstefar, som sad bag rattet, da ulykken skete, mens den 55-årige bedstemor og den knap 2-årige dreng var passagerer i bilen.

Den lille dreng blev så alvorligt kvæstet ved ulykken, at han efterfølgende blev fløjet direkte til sygehuset i Aalborg.

Bedstefaren og bedstemoren blev bragt til sygehuset i Thisted. Mandens skader var så alvorlige, at også han blev overført til sygehuset i Aalborg.

– Både bedstefaren og drengen er fortsat i livsfare, fortæller Ole Vanghøj til Ritzau tirsdag morgen.

/ritzau/