Stor aktion mod bordeller på Sydsjælland og Lolland-Falster

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi har torsdag den 13. december 2018 gennemført en række aktioner mod bordeller i politikredsen. Aktionerne, der er gennemført i et samarbejde med SKAT og Center Mod Menneskehandel, har blandt andet haft til hensigt at hindre forhold, hvor kvinder udsættes for vold, tvang eller andre overgreb i miljøet.

Det har også været hensigten at identificere de ulemper, som bordellerne kan have for beboerne i umiddelbar nærhed.

Aktionerne har medført anholdelse af en person, der er sigtet for at være bagmand  for prostitution – kaldet rufferi. Der skal nu ske videre efterforskning af sagen, og den anholdte er afhørt og løsladt igen fredag.