To anholdt efter overfald ved politijulefrokost


Arkivfoto

En ansat på politigården i Hillerød blev fredag aften overfaldet uden for politigården, hvor der var julefrokost, oplyser Nordsjællands Politi.

– Jeg kan oplyse, at to personer er anholdt, og at vores efterforskere arbejder med sagen, fortæller vagtchef David Borchersen fra Nordsjællands Politi.

Vagtchefen vil ikke oplyse yderligere om, hvorvidt offeret er politimand eller ej. Kun at der er tale om en ansat. Han oplyser dog, at gerningsmændene var udefrakommende.

David Borchersen har ingen kommentarer til, hvilke skader offeret har fået efter overfaldet. Han vil heller ikke oplyse, om der er anvendt våben eller lignende ved overfaldet.

Efterforskerne skal nu sammen med anklagemyndigheden klarlægge, om der er grundlag for, at de anholdte skal stilles for en dommer med krav om varetægtsfængsling.

Det er blandt andet overfaldets grovhed, som spiller ind i den forbindelse. Det kan også få betydning, hvis de anholdte tidligere har været indblandet i voldskriminalitet.

/ritzau/