Radiovært dræbt med to skud i hovedet – tre er sigtet


Gerningsstedet på Hejrevej, november 2018.

Tre mænd på 22, 24 og 25 år er blevet sigtet for drab på radioværten Nedim Yasar. De bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg. De nægter sig alle skyldige.

De er alle sigtet for drab og medvirken til drab, men kun én har skudt Yasar.

Ifølge sigtelsen blev Nedim Yasar dræbt af to skud i hovedet. Han blev skudt, mens han sad i sin bil på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter.

Her havde Yasar netop forladt en reception i forbindelse med udgivelsen af hans bog “Rødder”, som han skrev sammen med journalist Marie Louise Toksvig.

Politiet mener, at de tre sigtede mænd ankom til krydset mellem Vibevej og Glentevej. Herefter forlod en af gerningsmændene kortvarigt bilen, gik over til Yasars bil og skød radioværten to gange i hovedet.

De tre mænd kørte derefter væk i samme bil, som de var ankommet til stedet i.

Udover at være sigtet for drab, er de tre også sigtet for at have haft en pistol og ammunition på sig på en CircleK-tankstation på Gammel Køge Landevej. Det skulle være sket cirka en time forud for drabet.

Ved grundlovsforhøret fredag formiddag er dørene blevet lukket. Årsagen er, at politiet mener, at flere gerningsmænd er på fri fod.

Der er også nedlagt navneforbud i sagen.

I forbindelse med anholdelsen af mændene foretog politiet også flere ransagninger i Københavnsområdet. Også i Nordsjælland blev der ransaget. Politiet har oplyst, at der var tale om et bandetilholdssted i Ganløse.

Hvilken bande der er tale om, vil politiinspektør Torben Svarrer fra Københavns Politi ikke røbe.

Men Ganløse er blandt andet kendt for at huse et klubhus for de såkaldte etblodsrockere fra gruppen Satudarah.

En af de sigtede har da også en tatovering, som er kendt blandt medlemmer af Satudarah.

De tre mænd nægter sig alle skyldige i begge sigtelser. De ønsker heller ikke at udtale sig i retten, oplyser deres forsvarere.

Nedim Yasar forlod for syv år siden bandemiljøet. Yasar var leder af en gruppe kaldet Los Guerreros – en gruppe, som støttede rockergruppen Bandidos.

Han har i de senere år i medierne berettet om livet i bandemiljøet, og på Radio24Syv var han en af værterne i radioprogrammet “Politiradio”.

Nedim Yasar blev 31 år.

/ritzau/