Medie: It-firma ’smurte’ kommunalt ansatte med vingaver og konsulentjobs


Arkivfoto


67 kommuner får pas leveret fra it-firmaet Scan-Tech Sikkerhedssystemer, der har givet kommunale embedsmænd billetter til en fodboldlandskamp, luksusmiddage, kasser med rødvin og vellønnede konsulentopgaver.

Like localeyes.dk på Facebook

Det skriver DR Nyheder på grundlag af dokumenter fra Scan-Tech Sikkerhedssystemer.

Dokumenterne viser, hvordan ansatte i Københavns Kommune, der arbejdede med pas, i 2011 var til landskamp i Parken med luksusmiddag.

Det strider mod reglerne, mener lektor i forvaltningsret, Sten Bønsing, fra Aalborg Universitet.

– Jeg ser et mønster, hvor virksomheden forsøger at få så tæt et forhold som muligt til udvalgte kommunalt ansatte, siger Bønsing til DR.

– Der er efter min vurdering tale om overtrædelser af reglerne om både habilitet og gaver til offentligt ansatte.

En chef og en leder i pasafdelingen i Høje-Taastrup Kommune fik i 2012 hver en kasse rødvin i forbindelse med at de demonstrerede Scan-Techs system i en reklamevideo.

– De her gaver er klart ud over grænsen for, hvad man må modtage som offentligt ansat. Vi har så skrappe regler i Danmark for at undgå, at man som offentligt ansat kommer i lommen på nogen virksomheder, siger Sten Bønsing.

It-firmaet ansatte lederen af pasafdelingen i Høje-Taastrup Kommune som konsulent. I 2010 fik hun 100.000 kroner for at lave manualer, teste it-systemer samt fremvise firmaets systemer for ansatte i andre kommuner.

Siden 2008 har it-firmaet leveret systemer til kommunerne til fremstilling af pas. Firmaets ejer, Bjarne Jensen, vil ikke interviewes af DR. Men han forsvarer ansættelsen af Høje-Taastrup Kommunes leder.

– Den pågældende medarbejder i Høje-Taastrup Kommune har dels brugt (fri-) tid på at lave brugervejledninger til vores systemer og dels i tre tilfælde undervist andre kommuner i brugen af systemet, skriver han i en mail.

/ritzau/