Offer for indbrud gik på jagt efter tyven – og fandt ham


Arkivfoto


En mand blev mandag udsat for indbrud, hvor tyven også stjal hans bil. Han gik på jagt efter tyven og fandt sin bil parkeret på en vej få kilometer fra sit hus. Og så lagde han sig på lur, indtil tyven kom.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Mandag formiddag modtog politiet en anmeldelse om indbrud i en villa på Søndre Strandvej i Solrød Strand.

Udover diverse smykker og andre ting havde tyven også taget nøglerne til en bil, som han derefter havde stjålet fra stedet.

Anmelderen kørte efterfølgende rundt i kvarteret i håb om at finde tyven. Den stædige indsats gav pote ud på aftenen, hvor han fandt sin bil i Tjørnely, en vej kun 3,4 km fra hans hjem. Her stod bilen parkeret, og den var aflåst.

Anmelderen og en bekendt lagde sig på lur og holdt øje med bilen. Klokken 21 kom en mand hen til bilen, og de foretog en civil anholdelse og tilkaldte politiet.

Den anholdte er en 19-årig mand fra Solrød Strand. Han blev fundet i besiddelse af nøglerne til anmelderens bil. Desuden fandt en politihund koster fra indbruddet i nærheden af bilen..

Den 19-årige forventes fremstillet i grundlovsforhør tirsdag med krav om varetægtsfængsling.